
Nerverefleksologi
Nerverefleksologi er en effektiv smertereducerende behandling ved akutte og kroniske smerter.
Nerverefleksologi er en behandlingsform, der arbejder direkte med kroppens nervesystem og er særligt effektivt ved smertetilstande. Fordi der arbejdes direkte med punkter for nervesystemet, og dermed nervernes hurtige impulser, indtræder virkningen meget hurtigt. Metoden bruger præcist lokaliserede reflekspunkter for nerver og nervestrukturer for hele kroppen, som alle findes på fodknoglerne. Punkterne behandles med et statisk tryk, så længe der er smerte i punktet, dog maksimalt 15 sekunder. Hvert enkelt tryk er på een gang behandlende, i og med at det kan nedsætte eller balancere nervens aktivitet, og samtidig kan det benyttes til at teste meget præcist, hvilke specifikke nervestrukturer der er overbelastede, da smertevarigheden i punktet fortæller om nervens tilstand.
Nerverefleksologi er udviklet i 1960’erne i Tyskland af heilpraktiker og kiropraktor Walter Froneberg og hans datter heilpraktiker Ellen Froneberg. Siden har de to belgiske fysioterapeuter Nico Pauly og Griet Rondell videreudviklet metoden i samarbejde med tyske Norbert Gosch i foreningen MNT-NR International.
Metoden har i en årrække været målrettet til fysioterapeuters efteruddannelse i Belgien og Holland.
I dag er den belgiske fysioterapeut Nico Pauly leder af nerverefleksologien. Ved hjælp af elektromyografiske målinger af muskelspændinger har han fastlagt den nøjagtige placering af en lang række nervereflekspunkter og forfinet Walter og Ellen Fronebergs oprindelige metode.
